Landefakta Costa Rica
PDF Udskriv Email

GEOGRAFI

Hovedstad San José (2,1 mio. indb.)

Areal 51.000 km2 (Danmark 43.000 km2)

Indbyggertal 4,3 mio. (2005)

Befolkning 94% europæisk og mestiz; 3% afrikansk afstamning; 3% andre

Sprog Spansk (officielt). (Der tales engelsk på Atlanterhavskysten)

Religion Romersk-katolsk (76,3%); Evangelisk (13,7%); andre (10%).


 

ØKONOMI

BNI pr. capita 4.590 USD (2005) (Danmark: USD 47.390 (2005))

Vækst i BNP pr. capita 2,6% (2005)

Valuta Costa Rican colon (CRC)


 

REGERING

Statsoverhoved Præsident Oscar Arias (siden 8. maj 2006)

Regeringsleder Præsident Oscar Arias

Udenrigsminister Bruno Stagno Ugarte

Finansminister Guillermo Zúñiga Chavez


 

Indenrigspolitisk situation:

Ved parlaments- og præsidentvalget den 5. februar 2006 vandt Oscar Arias fra Det Nationale Frihedsparti en overraskende tæt sejr. Først efter nogle ugers usikkerhed og manuel optælling af stemmerne kunne han erklæres vinder. I meningsmålingerne inden valget havde han ellers stået til en overbevisende sejr over sin modkandidat, Ottón Solís fra Borgernes Aktionsparti (PAC), men i den sidste tid op mod valget svandt føringen betydeligt ind. Arias, som overtog præsidentembedet fra maj, har tidligere været præsident for Costa Rica fra 1986 til 1990, og han modtog i 1987 Nobels Fredspris for sit arbejde for fred i de borgerkrigshærgede centralamerikanske lande. Han går ind for en underskrivelse af frihandelsaftalen, CAFTA, mellem USA og de centralamerikanske lande – en aftale som Costa Rica som det eneste land indtil videre ikke har ratificeret, da befolkningen og parlamentet er yderst splittet i sagen. Costa Rica har Mellemamerikas ældste, mest velkonsoliderede og velfungerende demokrati. Costaricansk politik har de seneste år være domineret af to hovedpartier: det Nationale Frihedsparti (PLN) og dets modstander, siden 1983 det Socialkristelige Enhedsparti (PUSC). Partierne adskiller sig politisk kun marginalt fra hinanden. Generelt har de politiske partier haft indenrigspolitisk konsensus som høj prioritet. Et konsolideret demokrati og en veluddannet befolkning medfører høje forventninger til det politiske system, som dog i faldende grad synes at blive indfriet. Denne desillusionering har siden slutningen af 1990’erne bl.a. givet sig udslag i lav valgdeltagelse, hvilket også i høj grad kendetegnede det seneste valg. En omfattende korruptionssag i 2005 inkluderede flere ex-præsidenter og bidrog afgørende til befolkningens skepsis overfor det politiske system. Samtidig viste sagen dog, at Costa Ricas retssystem er relativt effektivt og fri for politisk indflydelse.

Staten respekterer generelt menneskerettighederne i Costa Rica, men ikke desto mindre er der stadig problemer med vold i hjemmet, misbrug af børn, kønsdiskriminering og børnearbejde. Sammenlignet med resten af regionen sikrer den costaricanske regering dog en god beskyttelse af menneskerettighederne.

 

Økonomisk situation:

Costa Rica er sammen med Panama de mest udviklede økonomier i Mellemamerika, men priserne for tre af Costa Ricas vigtige eksportprodukter; elektroniske komponenter, kaffe og bananer (i alt 48 % af eksporten) har i de seneste år været faldende samtidigt med, at oliepriserne er steget. Efter flere år med lav økonomisk vækst steg væksten i 2003 til 6% og henholdsvis 2004 0g 2005 var væksten på 4,1% og 5,9 %. Regeringen kæmper ikke desto mindre fortsat med et stort underskud på de offentlige budgetter, som i 2005 udgjorde 57,1% af BNP., og en udenlandsgæld på 35,4% af BNI (i 2004). Inflation var i 2005 på 10,1%.

14,2% af alle husholdninger var i 2005 ikke i stand til at dække deres basale behov mens 5,6 % af alle husholdninger levede i ekstrem fattigdom. Aries-regeringen har igangsat et initiativ til at reducere fattigdommen, som inkluderer et tilskud på op til USD 100 om måneden til fattige familier, hvis de lader deres teenagere fortsætte i skole.

 

Udenrigspolitisk situation, herunder samhandel:

Costa Rica er medlem af SICA og er primært interesseret i den mellemamerikanske integrationsproces på det økonomiske område. Costa Rica har valgt ikke at blive medlem af det centralamerikanske parlament PARLACEN. Landet er også medlem af det Centralamerikanske fællesmarked (MCCA) og har frihandelsaftaler med den Dominikanske Republik, Chile, Mexico og Canada. I starten af 2003 påbegyndtes forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem de centralamerikanske lande og USA (CAFTA), som endnu ikke er blevet ratificeret af Parlamentet. En konflikt om retten til at sejle på grænsefloden Rio San Juan har skabt problemer i forhold til nabolandet Nicaragua.

USA er Costa Ricas vigtigste investor og handelspartner. Danmark eksporterede i 2005 for DKK 44,2 mio. til Costa Rica (hovedsageligt Farmaceutiske produkter, lægemidler, elektronik og maskiner) og importerede for DKK 76,5 mio. fra landet (hovedsageligt elektroniske komponenter til databehandlingsmaskiner, bananer, planter og frugt).

I foråret 2006 besluttede EU og Mellemamerika (Honduras, Nicaragua, El Salvador, Guatemala) at indlede forhandlinger om en Associeringsaftale. Aftalen vedrører også etableringen af et frihandelsområde. Panama og Costa Rica forholder sig afventende til en tilsvarende aftale med EU.

 

Udviklingssamarbejde med Danmark:

Der ydes ikke dansk bilateral bistand til Costa Rica, men derimod bistand til visse regionale institutioner med sæde i landet, bl.a. det Internamerikanske Menneskerettighedsinstitut i San José.

 

Redigeret 11. februar 2010