Adrenalinkick i troperne
PDF Udskriv Email

Bahia Salinas er Costa Ricas kitesurf-paradis, og du skal stort set kun dele havet med bugtens vilde dyr

Af Mette Iversen

Kitesurfing er en vanedannende sport. Og i Bahia Salinas er der perfekte muligheder for at få dit fix.

Adrenalinen stiger i takt med, vinden kaster dig hen over bølgerne. Det er adrenalinkick, som rammer dig i hele kroppen - og det er skønt.

Jeg sætter af fra havoverfladen med board'et, og rykket fra den kæmpemæssige turkise drage får mig til at lette og hænge vægtløs tre-fire meter oppe over vandmasserne. Sekunderne i luften får adrenalinpumperne til at arbejde på højtryk, så det kan mærkes helt ud i fingerspidserne. Oplevelsen minder mig om, hvorfor mennesket altid har været draget af drømmen om at flyve af sted ligesom fuglene. Det her rykker!

Da mit kiteboard øjeblikket efter lander i bølgeskummet, er jeg tilbage i den virkelige verden igen. Vinden rusker voldsomt i min kite (drage), som svæver 25 meter over mit hoved, og jeg kæmper for at holde mig oprejst

Omkring mig breder kysten sig med sine ravfarvede strande, vindblæste palmer og gyldne bakker. Stedet er bugten Bahia Salinas i det nordvestlige Costa Rica helt oppe ved grænsen til Nicaragua.

Bugten strækker sig flere kilometer i alle retninger, men oftest er der kun omkring ti drager at skimte i luften. Der er altså masser af plads til både os og bugtens flokke af vilde dyr, der ud over havskildpadderne, rokkerne og pelikanerne tæller den fire meter lange krokodille kaldet Daisy.