Costa Rica, landet med den fabelagtige natur
PDF Udskriv Email

Det er nok ikke at overdrive, at påstå, at Costa Rica er et af de smukkeste lande i verden. Der findes enorme arealer dækket af regnskov, bjerge med højsletter og dale dyrket med bananpalmer der giver skygge til de sarte kaffeplanter. Alt er grønt, meget grønt. Selv når man kommer op i bjergene over trægrænsen, fortsætter vegetationen i eventyrlige grønne nuancer, blot i andre former end regnskovens snærende tæthed.

Tværs gennem landet løber den interamrikanske hovedvej som kommer fra Panama og fortsætter op i Nordamerika. Vejen snor sig rundt om bjerge, ned i dybe dale, gennem regnskove og forbi de tusindvis af kaffe marker som ligger i det kølige højland i Costa Rica.

På et område, der kun udgør tre tusindedele af jordens overflade, finder man 5% af alle verdens plante- og dyrearter. Med andre ord har Costa Rica en mere varieret natur end nogle andre lande på jorden. F.eks. er der fundet mere end 2000 forskellige træsorter i landet.

Landet har også en del pattedyr, faktisk over 260 forskellige slags. F.eks. er her Jaguarer og pumaer, myreslugere og bæltedyr, vaskebjørne og fire forskellige slags aber, blandt andet brøleaber. Ingen af dyrene er særligt nemme at se ude i det fri, for utrænede turister som os, men vi snød og besøgte dyrene i San Joses zoologiske have.

Her mødte vi blandt andet nogle kapuciner aber, som er sjove at se på, fordi de bruger deres små perfekte hænder til at rode skoven igennem efter mad. Der er en mægtig fingerfærdighed de besidder, og som de har gavn af, når de f.eks. piller bark af træerne for at finde føde.

Papegøjerne sad frit og gnaskede frugt i sig mens de ind imellem skræppede op. Det blev til en mægtig larm da nabofuglene stemte i, med deres ikke altid lige heldig fuglesang. Vi har set flere papegøjer i det fri, både i Panama og Costa Rica. Vi har også mødt mange helt tamme papegøjer, som ikke kunne drømme om at forlade deres menneske venner, selv om de hverken var bundet eller i bur. Af de helt flotte arter er den røde marcaw og den store grønne marcaw. Tukanerne er også flotte i deres farverige udseende, især deres kæmpe næb som er skrigende gule eller grønne. Også tukanerne kan blive tamme fugle. Vi har ladet os fortælle, at de kan spinde som en kat, når de virkelig nyder tilværelsen.

Om aftenen i landsbyerne starter der hver dag en lille symfoni af mærkelige eksotiske lyde, alle lavet af frøer. De er svære at se, men meget tydelige at høre.

Der findes 150 slags frøer og tudser i Costa Rica, og det er selvfølgelig ikke alle sammen der kvæker lige højt. Vi har tit set en brun tudse der hedder marinetudsen, som ikke kvækker, men til gengæld er kæmpe stor. Den største der nogen sinde er fanget vejede 1,2 kg.

Ellers er mange af frøerne temmelig farverige og en del af den er også giftige. Nogle af den er endog dødelige for mennesker, som giftpile frøen, men kun hvis man får dens gift ind i ens blodbane.

Her findes smukke sommerfugle, som man tit kan se i det fri. I Costa Rica er der registreret 3000 forskellige slags. Især den blå "Morpho" sommerfugl er smuk med sine 15 cm brede vinger og skarpe blå farve. Vi tog ud og besøgte en sommerfugl have i højlandet, hvor der var god mulighed for at studere dem på tæt hold. Det er spændende at se dem forlade pubberne, en proces der tager mellem 6 til 10 timer, alt efter hvilken art der er tale om. Når de så er blevet til de smukke insekter, flyver de i ca. 4 uger, før deres relative korte liv er forbi. I haven levede der 20 forskellige arter. Det er ikke alle der er lige farverige. Flere arter er så godt camoufleret, at det ligner blade så virkeligt, at det er meget svært at få øje på dem, selvom de blot er en halv meter væk.

Regnskoven indeholder meget andet end spændende dyr. Der findes utallige planter og urter der har helbredende virkning for alskens sygdomme. Mange af de medikamenter vi har i dag, er lavet efter at man har fundet det aktive stof i planter og derefter har syntetisk masseproduceret det. Den viden om hvilke planter, der har hvilken virkning, kommer ofte fra de indfødte, men derfra er der lang vej til gennemtestet medicin, der kan sælges. Det spændende ved at høre om regnskovens naturmedicin er førstehåndshistorierne om hvordan en mand, opgivet og sendt hjem fra kraftbehandling, går til en lokal medicinmand, hvor han bliver rådet til at spise gul yucarod tre gange om dagen i tre måneder. Efter de tre måneder har han det godt og tager tilbage til hospitalet for at blive scannet igen. Lægerne finder ingen spor af kraftsvulster. Det kan være held, det kan være tilfældighed, men der er nogle der kommer sig uden læger kan give en videnskabelig forklaring og det er interessant.

Her i Costa Rica kan man købe blade, urter og rødder på alle markeder og gadehjørner. Traditionen for brugen af naturmedicin er meget stor, hvilket sikkert skyldes at det er billigere, men også at det virker.

Lidt uden for Golfito ligger der en botanisk have der bliver passet af Roger. Roger er amerikaner der efter et liv som ingeniør i hæren har slået sig ned som palmeolie producent. Udover en masse palmetræer dyrker han en del bananer og (andre) tropiske frugter.

Roger fortalte en masse om hans plantage og om United Fruit Companys storhedstid og fald i Golfito området. United Fruit Company var i mange år en kæmpe magtfaktor i Costa Rica. De byggede jernbaner og g der tiltrak udenlandsk valuta. Costa Ricanerne fik arbejde og amerikaner byggede boliger i Costa Rica og bragte deres dollars med. Det gjorde Costa Rica til af de mere veludviklede lande i Mellemamerika, men gjorde også landet mere afhængig af USA. Da United Fruit Company i 1985 trak sig ud af Golfito og Costa Rica på grund af strejker og dårlig fortjeneste, efterlod de en masse bananplantager uden afsætningsmuligheder og en masse mennesker uden håb for fremtiden.

Desværre bliver regnskoven stadigvæk hurtigt ryddet i verden, hvilket også sker i Costa Rica. Det er den kendte historie om, at planter og dyr forsvinder med regnskoven, før de overhovedet er opdaget. Jorden eroderer og man når ikke at finde frem til uudforskede medicin ressourcer før det er for sent. Selv om der stadigvæk forsvinder skov her i Costa Rica, findes der alligevel et lille lyspunkt her til slutningen. Landet har nemlig opdaget at der er penge i at bevare regnskoven gennem turismen. Man er kommet frem til den konklusion, at turisterne hellerne vil komme til landet for at se på aber i regnskoven, end køer der grasser på en mark, der engang har været regnskov. Med USA ikke så langt væk, er der penge i de der turister. Man kan jo bare håbe på at økoturismen, som det så fint kaldes, kan være med til at bevare noget af dette. lands fabelagtige skønhed.

 

af: Mads og Mette, 8/4/2003