Vulkaner i Costa Rica
PDF Udskriv Email

Vulkaner er der mange af i Costa Rica. Der findes dem man næsten kan køre helt op til, dem der kun kan nås på nogle timers vandring, dem der er aktive, passive eller helt udslukte.

 

Volcan Poas ligger ikke langt fra San José. Man kan køre derop og skal kun gå 10-15 minutter for at komme hen til kraterkanten. Poas-krateret er udfyldt af en sø, hvorfra det stadig damper. Et tvillingekrater i nærheden er udslukt og fyldt op af regnvand, men intet kan leve i den syreholdige kratersø.

 

Guidebogen tilråder et besøg tidligt om morgenen, og vi lader rådet gå videre med tykke streger under. Et minut efter at billedet nedenfor blev taget, var krateret helt indhyllet i skyer. Klokken var på det tidspunkt 9.30 om formiddagen. Kratersøen i nærheden kunne slet ikke ses, men at dømme ud fra informationstavlens foto skulle søen være flot og meget azurblå i klart vejr.

 

Det gik bedre ved Volcan Arenal. Vi ankom på en for årstiden overraskende solrig dag og så allerede på lang afstand toppen stå klart. Kun et let skydække lå over toppen. Den så præcis ud som man forestiller sig en vulkan skal se ud. Den nordlige side af vulkanen var helt bar og grå af lava, og vulkanens form var symmetrisk og klart konisk i formen. Vulkanen er stadig relativ aktiv efter et udbrud i 1968, der kom efter flere hundrede års hvile.

 

Det skorter ikke på advarsler, når man går gennem nationalparken over mod vulkanen. Også på parkeringspladserne skal man følge bestemte sikkerhedsinstrukser: bilerne skal altid parkeres med bagenden indad og fronten udad, så man kan slippe væk i en fart, hvis vulkanen skulle blive lidt for aktiv.

 

Zone of High Volcanic Risk – You enter under your own risk, meddelte det første skilt ved starten af den 2 kilometer lange sti over til vulkanen-tæt-på. Længere henne blev vi atter mindet om vores farlige færd med skiltet "Danger – Area of High Volcanic Activity". Hertil og ikke længere. Der kom konstant lyde og rumlen fra vulkanen, og i kikkerten kunne vi se, hvordan store stykker lava trillede ned ad skrænten. Postkort med fotos taget om aftenen viste, hvor tydelig den glødende lava er om aftenen. Vi kunne ikke se, om der også er glødende lava i dagtimerne.

 

Det var en anelse nervepirrende at stå der. Marianne gjorde sig overvejelser over hvor hurtigt man kunne løbe over det ret brede stykke sti med størknet lava. Lavastykket blev dannet i 1992, så det var ikke mange år siden der sidst kom lavastrømme i større mængder.

 

Overvejelserne om flugtrute og –hastighed var nu ikke helt ved siden af. Netop som vi var begyndt at gå tilbage og stod midt på lavastien, lød der et drøn. Det gav et lille sæt i os, og da vi så os tilbage op mod vulkanen, så vi et lille udbrud og en røgsky, der stod op fra krateret. Det skulle vi have et billede af. Så kunne vi altid spæne bagefter.

 

Det udviklede sig ikke. Vi var såmænd også vældig godt tilfredse med det vi så!

 

Kilde. http://www.grutzmeier.dk