Caribisk stemning og pragtfulde strande i Puerto Viejo
PDF Udskriv Email

Leder du efter en lækker strand, der ikke er overrandt, hvor palmerne svajer i den milde brise fra Det Caribiske Hav og stemningen er total ”laidback”? Så skal du helt klart til den lille by Puerto Viejo i den sydøstligste del af Costa Rica, hvor reggae musikken dominerer og området beskrives da også af mange som et ”mini Jamaica”.

En kammerat og jeg tog en af de praktiske shuttle busser, der kører på kryds og tværs af Costa Rica. De er super bekvemme, da du oftest bliver både hentet og kørt lige til dit hotel. Priserne er selvfølgelig lidt dyrere end de lokale busser, men du kan nemt spare en times kørsel eller mere. Vi tog direkte fra La Fortuna til Puerto Viejo.

 

 

Solnedgang ved Puerto Viejo

Puerto Viejo ligger lige ud til Det Caribiske Hav og jeg faldt simpelthen pladask for stedet, så snart jeg satte min for der. Ingen store betonklosser eller heftig trafik. Det hele foregik i et roligt tempo. De fleste overnatningssteder er mindre guesthouses og hoteller, hvor flere ligger på de mindre ”villaveje” lidt væk fra strandene. Der var faktisk ingen hoteller lige ud til stranden, da jeg var der i 2009.

Selve centrum af Puerto Viejo består af et par veje med små butikker med badetøj, udlejning af cykler og surfbrædder, restauranter og små cafeer. Prøv at gå lidt uden for centrum og en tur i de små villaveje. Vi kom fx forbi en skole, hvor der blev spillet fodbold og de lokale stod og heppede på livet løs. Der var huse i de flotteste farver, der var små faldefærdige rønner, primitive skilte stod og reklamerede for små overnatningssteder og skolebørn i uniformer passerede os og gav os et stor smil med på vejen. Jo der var masser af varm atmosfære og jeg følte mig godt tilpas.

Om aftenen bør du finde en god plads ud til Det Caribiske Hav, for at nyde de imponerende solnedgange.

Der var også nogle barer og natklubber med ”happy hour”, en herlig stemning og hvor reggae musikken kørte for fulde blus. Der var også levende musik de fleste aftener, hvor små lokale band spillede på livet løs og de lokale luftede deres dansetrin med så meget rytme, at os stivbenede danskere lignede et par håbløse tilfælde med træben.

 

 

Eksotiske strande

Strandene var et kapitel for sig. Gå endelig langs stranden mod syd og måske er du så heldige som min kammerat og jeg, at vi kun skulle dele dem med en håndfuld rejsende. Du skal huske at tage noget med at drikke, for der var ikke ligefrem mange steder du kunne købe noget, men mon ikke det snart ændre sig.

Vi lejede et par gamle cykler og tog turen sydpå til Manzanillo (ca. 13 km syd for Puerto Viejo). Naturen var fantastisk frodig og gik helt ned til vejen på ene side og til den anden side fortsatte de øde strande i en uendelighed med svajende palmer helt ud til havet. Vi så flere surfere og bølgerne så da også helt perfekt ud til det.

 

Det blev til 3 enestående dage i Puerto Viejo for vores vedkommende og kan kun anbefale det.

 

Kilde: FDM Travel