Det skumhvide rædselskabinet – riverrafting i Costa Rica
PDF Udskriv Email

Hva’ fanden gør man lige, når man befinder sig midt ude i en rasende flod og det eneste man ænser, er gummibåden set nedenfra? Kræfter så ekstremt stærke, at man er blevet suget ned og vand, der flår i ens kraftesløse krop. Jeg mærker, at mine sanser bliver slørede og hjernen synes kun at fungerer på halv kraft. Det føles som om stærke hænder holder om min hals og er på nippet til at kvæle mig.

Jeg er på en 30 km lang riverraftingtur på Pacuarefloden i Costa Rica. Der bydes på strømhvirvler af den højeste sværhedsgrad på hele ruten og det slås hurtigt fast, at aktiviteten ikke er for nybegyndere.

 

Strømhvirvlerne er nådesløse og vandet står i kaskader om båden, når vi med rasende fart suser ned af vandfaldene. Vandmængden er enorm og her er i den grad tale om elementernes rasen. Himmel og jord står nærmest i et i en storm af brusende vanddråber.

Vores team har omtrent en halv kilometer tilbage, før vi kan flyde over målstregen. Vi er alle trætte og temmelig ukoncentrerede. Der slækkes på opmærksomheden og det skal vise sig at blive skæbnesvangert for et par stykker af os. Vi er på vej rundt i et sving, på et forholdsvis roligt sted i floden, men i kombination med vores manglende koncentration resulterer det i, at vi ikke får drejet og fortsætter med et brag ind i klippevæggen. Alle seks bliver overrumplede af det hårde knald mod klippen og vi når ikke at få afbalanceret båden. Jeg sidder som nummer to i venstre side og vi rammer den skrå stenmur så kraftigt, at vi kurrer et lille stykke af ad den. Det gør, at båden krænger over, så manden foran og jeg selv vælter baglæns af. Det hele sker så hurtigt, at jeg næppe når at tænke, før jeg lander med et ordentligt plask i vandet.

 

Et intenst adrenalinkick

”Bevar roen” advarer de velmenende raftingledere altid, når man står forventningsfuld i sin redningsvest og sikkerhedshjelm og venter på at padle derudaf. Der trænes altid redningsøvelser før afgang og alt virker trygt, og samtlige raftingledere overbeviser den bævende skare om, at de nok skal redde en, hvis man ligger og spræller ude i floden. Men gør de nu også det?

Vil floden med dens enorme kræfter suge mig ned og fortære mig som et rovdyr på savannen, eller vil den lade mig slippe nådigt? Hundrede tanker kan køre gennem ens hjerne, men hold da kæft hvor er det hylende morsomt at rafte. Adrenalinkicket når hidtil usete højder og man vil aldrig føle sig mere levende. Tanken om at balancere på et knivsæg med døden som modstander, gør at man lever endnu mere intenst.

Mine tanker omkring det at falde i en flod har altid gået på, at jeg for Guds skyld ikke måtte komme væk fra båden. Floder af den kaliber er altid fyldt med klippeskær og du kan risikere at blive slynget imod dem. Man kan brage mod en klippevæg og lander du med hovedet først, så kan alle sikkert forestille sig resultatet. Der er også den risiko, at man kan få benet i klemme mellem klipperne og så kræver det heller ikke megen fantasi at forestille sig udkommet. Så jeg har altid, trods mine vilde adrenalinkicks, haft dette i tankerne.

 

Skrækscenariet i den plumrede flod

Så det absolut eneste der står mig i hovedet, er at knuge mig til rebet, der er fastgjort i kanten af båden, med hvide knoer. Men indenfor brøkdele af sekunder er jeg med voldsom kraft suget ind under båden. Jeg kæmper voldsomt imod, men strømmen er simpelthen så stærk at jeg bare suges nedad. Vi er faktisk ikke midt i en decideret strømhvirvel, men strømmen er alligevel vanvittig kraftig.

Jeg bliver ganske enkelt slugt og har ingen fornemmelse af, hvad der er op eller ned i dette inferno af luftbobler. Men selvom alt begynder at føles sløret, har jeg dog så megen åndsnærværelse, at jeg forstår, at det er bådens bund, jeg befinder mig under. Det er umuligt at hive mig op igen, og jeg suges bare længere ind under båden.

Min eneste chance er at slippe rebet, og en lille stemme inde i mit hoved hvisker, at jeg skal lade mig flyde med, ellers vil det gå galt. Jeg slipper og med et sug, er jeg lynhurtigt flere meter nede af floden.

Heldigvis er der ingen klipper og jeg popper op nogle meter væk fra båden. Da jeg når vandoverfladen, er jeg hostende og hakkende og min vejrtrækning tangerer nærmest hyperventilation. Det går op for mig, at jeg har været tæt på at drukne og i båden går der et gisp gennem forsamlingen og alle smider redningsudstyr ud til mig. Der er vild opstandelse og alle hujer, råber og maser for at hjælpe mig. Og på en eller anden måde får de mig hevet op i båden, jeg er totalt udmattet – mine ben føles som udsmattet spaghetti og jeg hiver efter vejret. Hjertet hamrer, jeg er helt færdig og ryster over hele kroppen.

En af mine raftingkollegaer er sygeplejerske og tager sig af mig. Under hendes psykiske førstehjælp fortæller hun mig, at de var alle blevet ekstremt bange, fordi ingen kunne få øje på mig. Manden, der faldt i, fik de hurtigt op igen, fordi de kunne se ham.

Jeg rystede i flere timer efter hændelsen, og om aftenen nægtede søvnen at indfinde sig. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg det samme skrækscenarium af rasende mængder vand, der sugede mig ned. Fornemmelsen af dette kvælende tag om min hals og vandets nådesløse rusken efterlod mig vågen, sammen med tankerne om hvad der kunne være sket.

Af Anette Lillevang Kristiansen