Himmelblå floder
PDF Udskriv Email

I lørdags var jeg på en fin tur til en national park der hedder Caño Negro, der ligger nær grænsen til Nicaragua. En lille smal bro over en flod var udkigsstedet for Leguanerne. Området var fyldt med store træer ned til floden, og lige umiddelbart kunne man ikke se noget. Men pludselig fik vi så øje på Leguanerne, store orange Leguanhanner lå og slangede sig dovent i solen på grenene. De små grønne var hunnerne. De var store de orange, omkring 1 meter lange, skrigende orange og med takker på nakken, så de nærmeste lignede drager. Rimeligt frygtindgydende lå de der og kiggede skummelt på en med deres meget bevægelige øjne. Grunden til at der lige var så mange af dem på det sted, er fordi de bliver fodret hver dag af folk der.

 

Vi sejlede på Río Frío gennem en flot tropisk regnskov. Der var masser af dyreliv. Vi så en masse hejre, masser af fugle, to forskellige slags uglearter, 2 slags aber, store flodfisk, storke, kolibrier og nok de første 25 – 30 cayman krokodiller (omkring 1 – 3 meter lange) der skummelt kravlede i floden, når vi nærmede os.

Floden og søen ligger i Tenorio Vulkan Nationalpark og er et ganske unikt sted. Hele området omkring Nationalparken er vulkansk og undergrunden koger og det giver sig sommetider udslag i et meget synligt fænomen – vejen synker eller undermineres. Så vejen dertil var til tider rimeligt spændende med mystiske huller og sænkninger. Det var en utrolig smuk morgen kl. 6 da vi kørte fra La Fortuna. Det var hedt, vådt og fedtet regnskov, rigtig tropisk. Mudder i stride strømme på stien, hyppige regnskyl, bregner, lianer, mos på træstammerne og et stort grønt filtren sammen.

Langt ude af en meget humpet og bumlet grusvej skulle vi starte vores hike ved en lille lodge. Vi så Tukaner (en meget flot farvestrålende fugl med gult næb) og kolibrier og var hele tiden på udkik efter dyr. Vores guide forklarede os om de forskellige planter og træer. Rio Celeste betyder den lyseblå flod. Celeste betyder på spansk lyseblå, men noget hen i retning af himmelblåt. Lyseblåt i guddommeligt betydning, og det viste sig at være det fuldstændigt perfekte navn for stedet. Grunden til at floden er lyseblå er på grund af en helt unik sammensætning af bestemte mineraler fra vulkanerne, bl.a. kobber og svovl. Men det der med at den ligefrem skulle være lyseblå troede jeg lidt var en joke. Vi kørte dog over et stykke af floden på vej ud mod regnskoven, og det var rigtigt nok at den havde et lyseblåt skær.

 

Inden i regnskoven kom vi til et sted hvor en flod var nærmest orange, eller sandet på bunden var i hvert fald, så den nærmest okkerfarvet ud. Så så vi den anden flod – den lyseblå, ved et lille naturligt klippebassin. Her var vandet med et blåt skær igen, utroligt flot midt i alt den grønne regnskovsvegetation. Her kunne vi bade i det lille klippebassin med varmt vand. Eller det var som en varm havstrøm midt i alt det kølige vand. Senere kom vi igen til den orange flod, der hvor de to løb sammen. Det var helt fuldstændigt tydeligt – den orange flod mødte den lyseblå, som nu endda var blevet endnu mere blå. Det så helt vildt ud der midt i alt det grønne. Det så virkeligt helt vildt ud – lignede et kemikalieudslip og alligevel passede det fuldkomment naturligt ind i stedet. På vejen dertil passerede vi adskillige rimeligt spændende broer bestående af træstammer godt fedtede og mudrede, over dybe sumpområder. Et sted stak vores guide en bambuspind ned i dybet og den forsvandt fuldkomment. Det lyseblå vand er så svovlholdigt at det er farligt at bade i det, man vil få hudproblemer og udslæt, så det er selvfølgelig ikke tilladt.

Stien er til tider ret stejl, mudderet, fyldt med trærødder, lianer, regnvåd og fedtet og glat, så vi ligner en mudderkamp – og godt jeg har taget trekstøvler på. Vi går op til et udkigspunkt hvor vi ville kunne se tre vulkaner, men pga. at det er tågeskov er de dækket af tåger og skyer. Nedenfor udkigspunktet kan vi høre et vandfald, et ret kraftigt et kan jeg høre. En meget, meget stejl, mudderet og glat stentrappe fører derned. Et aldeles guddommeligt sted, vandfladet er både høj, bred og vandrigt og falder ned i en fuldkomment lyseblå sø. Vandfaldet er nok 10 – 15 meter højt og ret bredt og det er virkelig blæs på. Der er på det nærmeste stormvejr for foden af vandfaldet, så vi er ved at blive blæst væk. Men vi skal krydse floden! I en afstand af omkring 20 – 30 meter fra vandfaldet. Strømmen er vild kan enhver se, og bunden af floden er spækket med glatte svovldækkede sten. Den er nok omkring 70 – 80 cm dyb på det sted, hvor vi skal krydse over.

Vores guide siger som et sidste råd inden vi skal begynde at krydse floden, at vi ikke må se op mod vandfaldet, det vil distrahere os og forringe vores balance. Floden er nok 10 – 15 meter bred og som sagt fyldt med sten og klipper. Meget langsomt og mere koncentreret end en linedanser går jeg ud i floden. Stenene er vanvittigt glatte, og jeg må bare ikke falde. Det er svært at passere floden, stærk strøm, blæst fra vandfaldet og glatte sten. Hvert cm er afgørende. Lettere hjertebanken og bævende knæ gør det heller ikke nemmere – men jeg tvinger mig selv til fuldkommen ro og kontrol. Jeg når fint i land på den anden side og kan ånde lettet op, da jeg hører en af de andre piger skrige. Jeg tror hun er faldet, men ser så at hun har tabt sine sportssko i vandet.

Efter lagunen næsten kravler vi op af en meget stejl og mudderet sti (og holder ved lianerne) for at se to klippehuller hvorfra der kommer varmt damp fra den vulkanske undergrund.

Tit syntes man at steder ser mere blå ud på billeder end i virkeligheden. Men det her sted var helt vildt – helt vildt lyseblåt. Utroligt smukt sted og meget meget velbevaret regnskov. Fuldkomment stille og den reneste luft fordi det var så langt ude på landet væk fra byen og veje.

Rio Celeste har været et af højdepunkterne i Costa Rica. Et utroligt smukt land, meget meget varieret i landskabet og faktisk et af de lande her i regionen der allerbedst trods alt har forstået det med miljøhensyn. Man ser både vindmøller, solfangeranlæg, affaldssortering og fredede nationalparker.

 

På vej hjem fra vores regnskovshike for guiden øje på et dovendyr langt oppe i et træ. Det var simpelthen et under at han overhovedet fik øje på den, den var næsten umulig at se. Dovendyret sad vel 20 – 30 meter oppe i en trætop, og havde sin lille unge klamrende til sig under maven. Et helt vildt sødt og særpræget dyr, meget meget dovent og langsomt i sine bevægelser. For nogle dage siden havde vores guide set en Tapir i regnskoven. Så dyrelivet er meget rigt her, man kan sommetider også være heldig at se en jaguar, men det er dog meget sjældent.

Så Costa Rica bliver bare bedre og bedre.


Af Anette Lillevang Kristiansen, januar 2008.