Præsident bruger sin magt for at forsvare landets gule fagforeninger
PDF Udskriv Email

Costa Ricas præsident Chincilla Miranda har nedlagt veto mod en ny lov for at forsvare landets mange gule fagforeninger.

 

Costa Rica er fødested for de såkaldte solidarismo-fagforeninger, der arbejder tæt sammen med arbejdsgiverne. De er ofte blevet brugt som redskab til at slippe af med ansatte, der er organiseret i traditionelle fagforeninger.

 

Landets parlament vedtog i september et lovforslag, der kan ses som et opgør med de gule fagforeningers magt. Loven beskytter fagligt aktive mod at blive fyret og sikrer retten til at strejke, som solidarismo-bevægelsen er imod. Men nu har landets præsident, Chincilla Miranda, nedlagt veto mod dele af loven.

- Det er uacceptabelt, at præsidenten bruger sin vetoret til at bekæmpe arbejdernes rettigheder i hendes eget land. Loven skulle have sikret en overholdelse af landets forpligtelser efter ILO's grundlæggende konventioner, mener Jesper Nielsen, international rådgiver i 3F.

 

En parodi på forhandling

Costa Ricas regering har i årevis kæmpet for at få anerkendt solidarismo-modellen internationalt. Den er baseret på direkte aftaler mellem såkaldte permanente komiteer og ledelsen på arbejdspladsen i stedet for overenskomster. Det er en model, der er støttet af landets katolske kirke.

 

- Solidarismo praktiserer ligesom danske Krifa en parodi på kollektiv forhandling. De permanente komiteers formand er ofte personalechefen i virksomheden. Regeringen har forsøgt at overbevise ILO om, at modellen skal accepteres som en overholdelse af de grundlæggende arbejderrettigheder. Det har de ikke haft held med, forklarer Jesper Nielsen.

 

Præsidentens veto drejer sig om de dele af loven, der sikrer offentligt ansattes strejkeret, og begrænser statens mulighed for at hyre vikarer til at overtage strejkeramt arbejde.

 

Bunder i Mærsk-konflikt

Ifølge landets statsminister, Carlos Ricardo Bienavides, hænger det nye veto direkte sammen med en konflikt, som A.P. Møller-Mærsk var involveret i tidligere i år:

 

Mærsks havneselskab, APM Terminals, har vundet en koncession i havnen Puerto Limón, som skal moderniseres for et milliardbeløb. Havnens arbejdere strejkede i sommer mod privatiseringen og dens konsekvenser.

 

- Ministeren mener ikke, at regeringen fremover vil kunne indsætte skruebrækkere under en strejke, sådan som den gjorde under havnestrejken, hvis den nye lov træder i kraft, siger Jesper Nielsen.

 

I august i år tabte havnearbejdernes fagforening en sag mod privatiseringen i Højesteret. Fagforeningen havde klaget over den monopolstatus, APM Terminal får med koncessionen. Hvis den nye arbejdsmarkedslov skal vedtages på trods af præsidentens veto, skal 2/3 eller 38 af parlamentets 57 medlemmer, stemme for den igen.

 

- Man må håbe, de har modet til at stå fast på de rettigheder, Costa Rica internationalt er forpligtet til at overholde, og at fagbevægelsen har mulighed for at lægge pres på parlamentet, siger Jesper Nielsen.

 

Fagbladet 3F, 1. nobember 2012