To-partisystemet i Costa Rica er brudt sammen
PDF Udskriv Email

Det regerende parti fik det dårligste valgresultat nogensinde. Utilfredsheden med korruption, problemer med økonomien, angreb på den sociale sikkerhed, modstand mod minedrift, miljøproblemer, dårlig infrastruktur og isolationspoltikken har banet vejen for nye partier. Venstrefløjen gik frem og fik det bedste valg siden 1948. Hvordan vil landet føre Celac videre?

 

Af Preben Høeg Rasmussen, redaktør for Costa Rica – dansk portal

Ved parlaments- og præsidentvalget den 2. februar 2014 fik Partido Liberación Nacional, PLN, under ledelse af den nuværende præsident Laura Chinchilla 29,64% af stemmerne og måtte se sig overhalet af udbryderne i Partido Acción Ciudadana, PAC, som fik 30,84%. Det udløser en anden valgrunde i april for at afgøre om borgmesteren fra hovedstaden San Jose, Johnny Araya fra PLN eller Luis Guillermo Solís fra PAC bliver Costa Ricas næste præsident. Det regerende parti har ti gange siden 1948 haft præsidentposten. Andre gange har det socialkristne parti haft pladsen. Dette parti fik denne gang 6% af stemmerne.

 

Sig selv nok

De 4 ½ millioner indbyggere i Costa Rica synes de bor i et smørhul. Leveforholdene er bedre end i landene længere mod nord (men ikke i Panama mod syd), der findes et vist socialt sikkerhedsystem , et godt uddannelsessystem, der har været fred i landet siden 1948, hvor hæren blev afskaffet, en stor del af landet er udlagt som naturreserver, der må ikke bores efter olie, minedrift under åben himmel er forbudt ligesom lystjagt. Over 2 mio. turister valfarter hvert år til landet og mange udlændinge har bosat sig i landet. Der har været mangel på arbejdskraft (især manuelt arbejde som i landbruget, bygningsindustrien og transportsektoren) og folk fra mange lande har fundet arbejde, herunder over en halv million fra Nicaragua. Man siger, at der ikke er indfødte i landet. Den konservative og selvtilstrækkelige mentalitet har gjort landet forbeholdent overfor internationalt og centralamerikansk samarbejde. Landet er således ikke deltager i det centralamerikanske parlament og lunken overfor økonomisk og kulturelt samarbejde og politisk integration. Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua har næsten ens flag og har alle som officiel politik fælles integration. Efter frigørelsen fra Spanien i 1821 og frem til 1839 var der tale om eet samlet land.

Costa Rica har som det eneste land i Centralamerika afbrudt de diplomatiske forbindelser med Kina-Taiwan og istedet styrket samarbejdet med Folkerepublikken Kina.

Costa Rica var i 2009 det trediesidste land i Amerika til at oprette diplomatiske forbindelser med Cuba. Efter nøje at have fulgt Cubas og Raul Castros arbejde i det sidste årstid som præsident for Celac, samarbejdet mellem alle 33 lande i Latinamerika, og altså uden USA og Canada, har Costa Rica i januar 2014 overtaget formandsskabet for det næste år. Hvad vil Costa Rica og den kommende præsident gøre for at bringe samarbejdet videre? Herefter overtager Ecuador formandsskabet.

 

Regeringspartiet

Op til 1948 havde Rafael Ángel Calderón, en caudillo lidt i stil med Peron fra Argentina, magten i Costa Rica bakket op af kommunisterne. Med beskyldninger om valgsvindel udbryder der borgerkrig, som ender med at José Figueres Ferrer sætter sig på magten og partiet Partido Liberación Nacional, PLN, stiftes i 1951. Han blev senere valgt to gange som præsident. Han var gift med Karen Olsen, datter af danske immigranter i USA. Hun bliver ambassadør i Israel og parlamentsmedlem. Deres søn, José Figueres Olsen, bliver præsident mellem 1994 og 1998. Han blev regnet for særdeles korrupt og har ikke senere sat sine i ben i Costa Rica. Internationalt er han vældig kendt som ekspert i miljørigtig og teknologisk udvikling, men navnet ”Olsen” har en dårlig klang i landet.

Personligheden Oscar Arias har to gange været præsident valgt for PLN.

Partiet er fortsat medlem af Socialistisk Internationale, men betegnes stadig oftere som neoliberalitisk, korrupt og fremmedhadsk. I 2000 brød en stor gruppe ud og stiftede Partido Acción Ciudadana, PAC, som allerede i 2002 opnåede 26% af stemmerne og altså nu 30%.

Ved sidste valg i 2010 stod anden valgrunde mellem de samme to partier, hvor Laura Chinchilla fra PLN vandt med 1%. Hun har været den mest upopulære præsident i landets historie og blev to år i træk kåret som den præsident i Latinamerika med mindst opbakning.

 

Et ryk mod venstre

Opkomlingen, Partido Acción Ciudadana, PAC, vil have rigdommen fordelt bedre i landet, uligheden skal bekæmpes, den verdensberømte miljø- og naturreservepolitik skal gøres mere reel. Kooperativismen skal fremmes. Virksomhederne skal være mere socialt bevidste. Partiet var imod Frihandelsaftalen med USA. Costa Rica skal tilnærme sig omverdenen og deltage mere aktivt i internationale organer. International lov og aftaler skal overholdes. Forholdet til Nicaragua skal forbedres.

Partiet har nu udsigt til for første gang at vinde præsidentposten.

Endnu mere overraskende var det imidlertid at et venstrefløjsparti blev ni-doblet ved valget. Partiet Frente Amplio gik frisk til værks og opstillede som præsidentkandidat deres eneste parlamentsmedlem, den 36-årige Jose Maria Villata. Advokaten og den tidligere rådgiver i parlamentskommissioner rejste landet rundt og meningsmålinger gav ham skiftevis første- og andenpladsen. De internationale nyhedsbureauer skyndte sig at at skrive portrætartikler og de etablerede partier iværksatte en kraftig modkampagne. Han var kommunist, Chavez-fan, Ortega-fan, Farc-fan, Castro-fan og meget andet. Alligevel opnåede Frente Amplio (Den brede front) 17,14% af stemmerne, blev trediestørste parti blandt ni og fik ni pladser i parlamentet ud af 57.

Venstrefløjen i Costa Rica har ikke haft et bedre valg siden 1948. Dengang støttede Vanguardia Popular den siddende regering i borgerkrigen og var således blandt taberne. Kommunistiske partier var forbudt i landet mellem 1948 og 1975.

Frente Amplio blev stiftet i 2004 og vender sig især mod den herskende neoliberale politik med privatiseringer og social usikkerhed til følge. Partiet har positioner i fagbevægelsen, kvindebevægelsen og miljøbevægelsen. Partiet var meget aktivt i kampagnen mod Frihandelsaftalen med USA, som tvang regeringen til at udskrive en folkeafstemning i 2007, hvor ja-siden vandt med 51% af stemmerne.

 

Forholdet til Nicaragua

Regeringen med Laura Chinchilla i spidsen har fra første færd ført en meget fjendsk politik mod Nicaragua. I landet findes i visse kredse et direkte had mod folk fra Nicaragua, som hun har forsøgt at udnytte til at forbedre hendes popularitet. I nyhedsmedierne i Costa Rica finder man hver eneste dag fra læsere hadske angreb på nicaraguanere. En 150 år gammel grænsestrid om en 2 kvadratkilometer sandbanke ved Det Caribiske Hav nord for grænsepælen ved kysten har udløst beskyldninger om militær invation fra Nicaraguas side. Ståltrådhegn blev om natten spændt ud over deres floder og sagen blev indbragt for Den Internationale Domstol i Haag. I hast blev der iværksat et byggeri af en kontrolvej langs den 150 km lange fælles grænse, som løber langs sydbredden af floden San Juan. Floden, som tilhører Nicaragua, blev voldsomt forurenet og Nicaragua indbragte sagen for samme domstol. Vejbyggeriet har nu ligget stille i to år, da den ifølge Costa Ricas egne love blev iværksat ulovligt uden forudgående miljøundersøgelser. Efterfølgende røg flere ministres hoveder, da det viste sig at pengene i stor udstrækning var gået til privat vejbyggeri. Chinchilla har rejst USA og Europa tyndt for at tale sin sag, også fra FNs talerstol. Der kan ventes en afgørelse fra Haag i løbet af året.

Efter regeringspartiets valgnederlag den 2. februar 2014 har Laura Chinchilla varslet endnu en sag ved Den Internationale Domstol inden regeringen går af i maj. Denne gang om Nicaraguas rettighed til at bore efter olie i havet.

Valget den 6. april 2014 kan ændre ikke blot Costa Ricas fremtid , men hele regionens.