Præsidentkandidat opgiver – tror ikke selv på sejr
PDF Udskriv Email

Regeringspartiets kandidat Johnny Araya smider håndklædet i ringen og opgiver at føre valgkamp. Det var den overraskende melding onsdag den 5. marts fra den tidligere borgmester i hovedstaden San José i Costa Rica. Hans højreorienterede parti, Partido Liberación Nacional, PLN, har ellers haft præsidentposten 10 gange siden 1948, men befolkningen er trætte af PLN.

Ved parlaments- og præsidentvalget den 2. februar 2014 fik PLN under ledelse af den nuværende præsident Laura Chinchilla 29% af stemmerne og måtte se sig overhalet af udbryderne i Partido Acción Ciudadana, PAC, som fik 30%. Samtlige efterfølgende meningsmålinger gav hans modkandidat Luis Guillermo Solís fra PAC, Partido Acción Ciudadana, en føring på 3-4 gange så mange stemmer.

 

Af Preben Høeg Rasmussen, redaktør af Costa Rica – dansk portal

 

Når kontinentet flytter sig

For nogle årtier siden lå Costa Rica på den politiske venstrefløj i Latinamerika, men efter venstredrejningen i Latinamerika, må landet i dag – uden at have flyttet sig synderligt – betegnes som liggende på den politiske højrefløj på linie med Panama og Colombia.

- Kassen er tom, vi har ikke penge til at holde valgmøder og transportere folk, stemningen peger ikke på mig, så jeg trækker mig fra valgkampagnen, oplyste Johnny Araya til den undrende befolkning. Straks anden valgrunde blev udskrevet opfordrede han de to partier til at indgå en aftale om ikke at bruge penge i valgkampagnen, men det blev afvist af PAC.

Der bliver nu valg alligevel den 6. april 2014, nøjagtig som planlagt. Folk kan ved stemmeurnerne sætte kryds ved det ene eller det andet navn og foto på stemmesedlen. Valgloven i Costa Rica åbner ikke mulighed for at et valg kan aflyses. Det er aldrig i Costa Ricas historie sket at en kandidat trækker sig inden afstemningsdagen.

- Havde han spurgt mig til råds ville jeg have opfordret ham til at fortsætte kampagnen, siger partiets grå eminence, den 74-årige Óscar Arias, som var præsident mellem 1986 og 1990 og igen mellem 2006 og 2010. Også selv om folk ikke vil have en PLN regering igen, indrømmer han.

 

Husk at stemme

Johnny Araya fra PLN vil lade PAC sætte sig på hele bestyrelsen i nationalforsamlingen og han opfordrer stadig folk til at stemme den 6. april.

Det er således svært at finde nogen, som ikke er overbevist om at den næste præsident i det lille centralamerikanske land er historieprofessor og hedder Luis Guillermo Solís. Solis beskriver sig selv som socialdemokrat og hans parti betegnes ofte som et centrum-venstreparti.

Selv om han ikke har nogen modkandidat må han alligevel se en besværlig fremtid i møde.

 

Folkets vilje

Som de fleste lande i Amerika har Costa Rica et stærkt præsidentstyre, som vælges ved direkte valg. Det samme gør den lovgivende forsamling. Der er ikke nødvendigvis politisk overensstemmelse mellem de to organer, som begge hævder at repræsentere folkets vilje. Ved det allerede overståede valg til parlamentet fik Solis parti kun 13 ud af 57 pladser. Der kom hele ni partier ind i forsamlingen.

Politisk skal den nye regering slås med statsunderskud, arbejdsløshed, korruption, miljøproblemer og sociale problemer.

Nu venter befolkningen så på valget den 6. april. Folk venter på regeringsskiftet. Nabolandet Nicaragua venter på at genoptage dialogen om de ophopede problemer under Laura Chinchilla. Og hele Latinamerika venter på at Celac-formandsposten prioriteres.