A Tribe Called Kids hjælper børn i Costa Rica
PDF Udskriv Email

Vi er en humanitær non-profit forening stiftet i Danmark med virke i Talamanca, Costa Rica. Foreningen består af en gruppe kreative iværksættere og ildsjæle som er passioneret omkring arbejdet med at hjælpe børn.

Vi hjælper og støtter Talamanca regionen med flere forskellige initiativer og projekter. For tiden arbejder vi målrettet og hårdt på vores fritidshjem, som ligger I byen Puerto Viejo i Talamanca regionen, lige ved siden af den lokale folkeskole. Vi har indgået samarbejde med en anden organisation, ProNino, som har stillet deres bygning til rådighed de næste 3 år.Bygningen har brug for en kærlig hånd da den har stået tom i et år. Der er adskillige ting på bygningen der skal renoveres og istandsættes, blandt andet skal der lægges nyt gulv, nyt tag, males indvendig og udvendig, der skal bygges en legeplads, plantes og laves en organisk nyttehave, bygges et køkken og laves et lille bibliotek/læsestue mm.

Bygningen fungerede før i tiden som et lille værested hvor børnene kunne komme og være kreative gennem kunst og male, de kunne hygge sig  i trygge rammer. Lukningen af stedet har været et stort tab for børn og unge. Vi ønsker derfor at genskabe et trygt miljø, hvor børnene kan lære værdifulde faglige, sociale og følelsesmæssige færdigheder gennem undervisning, workshops og fysiske aktiviteter. Give dem et trygt sted de kan gå hen efter skole og få dem væk fra gaden.

Disse børn er efterladt til dem selv meget af dagen, og der er intet tilbud om aktivitet efter skole. Vi ønsker at kunne tilbyde dem, udfordre dem, lære dem, alt hvad vi selv fik ud af at være så priviligerede at gå på fritidshjem. Vi er en lille organisation der har brug for al den hjælpe den kan få og brænder for at hjælpe børnene i disse udsatte områder i Costa Rica.

For mere information, gå til vores hjemmeside på:

www.Atribecalledkids.com eller på vores facebookgruppe www.facebook.com/atribecalledkids/

A Tribe Called Kids

CR: Puerto Viejo, Limón, Talamanca, Costa Rica

DK: Rosa Frøslev, Copenhagen